Forfatter: Rusland er atter blevet en politistat
Staten er som en maskine, der er sat i gang af Putin, og den kører af sig selv, siger Vladimir Sorokin.
Vladimir Sorokin havde købt en enorm knogle på markedet og tog den med hjem til sin hund i huset lidt uden for Moskva.
Det var en smuk vinterdag, og da han kastede kødbenet på sneen, opførte hunden – en lille mynde af racen whippet – en vild glædesdans rundt om det.
Synet af den blodige knogle i sneen, den strålende sol og den dansende hund gav ham stødet til at skrive romanen ’En opritjniks dag’.
Heri skildrer han et isoleret feudalt Rusland oplevet gennem den enevældige herskers bødler; deres hævntogter mod opsætsige adelsmænd og konkurrerende afpressere og deres glæde over de kødben, herskeren tilkaster dem.
’En opritjniks dag’ er en meget effektfuld stilistisk kombination af sprog, etik og æstetik fra det middelalderlige Rusland, vi kender fra de store operaer – opritjnikkerne var Ivan den Grusommes håndgangne mænd – og fra en nær fremtid, hvor kommunikationsmidlerne og hedonismen er endnu mere udspekulerede end nu.
Resultatet er en karnevalistisk dystopi, som snart er oversat til 20 sprog, således også dansk. Derfor besøgte den 54-årige Sorokin forleden Danmark for første gang i sit liv.
Men hvad er det for et Rusland, Sorokin fremmaner i sin bog?
»Skønt Rusland var isoleret i det meste af det 20. århundrede, levede vi efter en moderne europæisk forestilling om, hvordan verden skulle være, nemlig marxismen. Men nu har vi ingen ny idé; de herskende ideer er kirken og ortodoksien. Jeg vil vise, hvilket sprog, hvilken samfundsmodel og hvilke forestillinger vi vender tilbage til, hvis isolationen fortsætter. Det russiske samfund vil meget hurtigt synke ned i middelalderen. Denne roman handler om foreningen af højteknologi og middelalderlig mentalitet«.
Latterkulturen
I ’En opritjniks dag’ ser vi verden fra bødlernes synsvinkel og med bødlens mentalitet.
»Paradokset i opritjnikkerne var, at disse mennesker, skønt selv bødler, var parate til selv at blive ofre når som helst. Dette skabte netop en særlig mentalitet og etik i deres indbyrdes forhold. Disse folks humor er meget speciel«.
»Når Ivan den Grusomme henrettede sine fjender, lo han – også under torturen. Og hvis tsaren griner under en henrettelse, vil de mange mennesker på pladsen grine på samme måde – for man kan ikke tie, når tsaren griner. Herskeren skaber en særlig latterkultur«.
Sorokin sætter en professionel ære i at afprøve sin pen på forskellige genrer og i stadig nye stilarter (Bolsjojteatret bestilte og opførte for nogle år siden en opera med hans libretto), og med ’En opritjniks dag’ ville han skrive en folkelig bog i stil med skillingstryk, en nærmest falde på halen-farce.
»Latterkulturen i ’En opritjniks dag’ er meget vigtig. Men uventet for mig selv blev den til en ret alvorlig bog i russisk sammenhæng. Den er blevet genudgivet mange gange på de tre år, siden den udkom. Og den er blevet meget citeret, bl.a. af oligarken i unåde Boris Beresovskij i sit åbne brev til Putin. Han skrev direkte: »Volodja, læs Sorokins bog; den er om det Rusland, du er ved at bygge««.
Profetiske visioner
At bogen bliver taget så alvorligt, har Sorokin ingen problemer med som forfatter, men som borger er han foruroliget af, at hans vision om Ruslands nære fremtid ser ud til at blive profetisk.
Hvis Rusland igen bliver et lukket land med streng censur, hvor vil vi så finde forfatteren Sorokin?
»Jeg begyndte at skrive for alvor i 1979, da jeg var 24, så jeg har prøvet at leve som forfatter i den totalitære stat. Jeg kom sammen med kunstnere og forfattere i Moskvas undergrund. Vi skrev til skrivebordsskuffen for en snæver kreds af mennesker og ud fra den idé, at det ikke måtte falde i fremmede hænder«.
»Vi troede ikke, at sovjetmagten nogen sinde ville slutte, og at det, vi skrev, ville kunne trykkes. Vi havde en ret utopisk idé, som vi ikke desto mindre varmede os ved: Den handlede om at blive trykt i Vesten. Hvis jeg igen kom i den situation – hvad jeg ikke håber! – så ville jeg vende tilbage til den status. Og jeg ville nok både føle en let tristhed ved det, og også en vis behagelig nostalgi efter de stormfulde undergrundsår!«.
Lever igen i en politistat
Ved ankomsten til sit hotel kaster Sorokin sig begejstret over de solide gamle bjælker i hallen og klapper dem:
De ligner dem, han har indforskrevet til sit hus i Vnukovo uden for Moskva.
Han er træt, og den tunge- og læbeteknik, hvormed han styrer en åbenbart medfødt stammen, bliver tydelig.
Men hans lune og humor og blidhed stikker dybere end en forbigående træthed.
Det er overraskende, at en mand, der så illusionsløst og ’biologisk’ skildrer mennesker i diverse udskejelser – og som ungdomsorganisationen, der i folkemunde hedder ’Putinjugend’, har søgt at retsforfølge for pornografi – synes så fuld af tolerance og ro og elementær glæde.
For eksempel ved mindet om sin første uforglemmelige udlandsrejse i 1988, det nydelige hotel, vi nu sidder i, og mobiltelefonens billede af dattersønnen Lev på 15 måneder. Ret usædvanligt for en russisk forfatter har Sorokin været gift med den samme kvinde i over 30 år, og sammen har de et par tvillingedøtre på 29.
Sorokin beskriver de epoker, Rusland har gennemlevet i hans 30 år som forfatter.
Af dem har han kun tilbragt et enkelt som DAAD-(Deutsche Akademische Austausch Dienst) stipendiat i Berlin og to år som underviser i russisk litteratur i Japan.
Total korruption
»Jeg har gennemlevet sovjetimperiet, euforien ved dets sammenbrud, og nu lever vi atter i en politistat. Det er tre epoker: halvfjerdsernes stagnation og gråhed, så de vilde halvfemsere, og så igen disse års gråhed. Det er temmelig grusomme år, skånselsløse og meget kyniske. Staten er som en maskine, der er sat i gang af Putin, og den kører af sig selv. Og hvem som helst kan komme ind under dens hjul, selv Putin. Der er en fuldstændig skånselsløshed over for dem, der kommer på tværs. Og en total korruption«, siger han og fortsætter.
»Korruptionen er det cement, der holder magtens vertikal oprejst. Sådan kalder politikerne det selv! Jeg vil ikke kalde det mafia, for i mafiaen er der en anden loyalitet. I Rusland er det kun maskinen, og enhver funktionær kan sættes fast. Det er en politik og en etik, der er indrettet på daglejere – folk, der har magten for en kort tid og kan miste den igen. I sovjettiden var der i det mindste formelt en vis ideologi. Og der var trods alt mange intellektuelle, der frivilligt fulgte den. Det var en europæisk idé. Men nu er der kun én idé, og det er magt ganget op med berigelse – på statens regning«.
Er konflikten mellem stat og samfund uløselig i Rusland?
»En dansker, en tysker eller en franskmand kan sige: Staten, det er mig. Vi siger: Staten, det er de andre. Det er dem, der sidder i Kreml, det er dem, der kører over for rødt, dem, vi er afhængige af. Der er ingen vekselvirkning mellem os og dem. Valget for nylig blev gennemført så kynisk og som en sådan provokation mod offentligheden, at det var tydeligt, at magthaverne er fuldstændig ligeglade med, hvad vi tænker. Hvis vi deltog i valgfarcen, var vi idioter; hvis vi ikke deltog, var vi også idioter. ’Intet afhænger af jer, og vi gider ikke engang lade som om!’. Så længe det er sådan, vil samfundet være delt mellem befolkningen og staten. Og herskeren vil være sådan en, der kaster store eller små kødben til sine undersåtter – eller afliver dem efter forgodtbefindende«.
Forbudte forfattere populære
I Rusland har forfatterens rolle altid været noget særligt, på godt og ondt. Hvordan har den rolle ændret sig i de senere år?
»I stagnationstiden, de sene sovjetår, var de forbudte forfattere populære, for der var alt for meget, de sovjetiske forfattere ikke kunne sige. Vi spiste os overmætte i litteratur under perestrojka. I halvfemserne var det ikke så meget skønlitteratur, vi tog næring fra – der kom så mange forbrugsgoder, kunstformer og informationskanaler at vælge imellem. Tv blev et stærkt og meget talentfuldt medie med sit eget sprog og sin egen måde at påvirke på. Bemærk, at der nærmest ikke blev skrevet nogen romaner i halvfemserne. Der var ikke mulighed for at se på begivenhederne med den fornødne afstand«.
»Og så kom 2000, og der skete noget helt andet: Jeg kender mange unge familier, hvor man af princip ikke ser tv. Putins tv er blevet som Bresjnevs – og endda endnu mere sterilt. Alt kontrolleres. Og det uden nogen prætentioner om at varetage en ideologi eller en kultur. Før støttede alle sig til kommunistpartiet. Men nu støtter man sig kun til, at det er tabu at kritisere magten. Det er despotiets princip. Hvis ti mennesker på gaden har klistret munden til for at demonstrere for ytringsfrihed, bliver de straks arresteret. Magthaverne er bange for ti mennesker på gaden! Det viser, hvor meget folk uden legitimitet frygter folket«.
»Jeltsin havde erobret den magt, han havde; det var tydeligt, at han var en form for tsar. Der stod en bølge af selvtillid ud fra ham, selv når det hele vaklede. Men nutidens magthavere er usikre og vildt anspændte hele tiden«.
I ’En opritjniks dag’ har Rusland bygget en mur mod det umoralske Europa. Den mur er ifølge Sorokin allerede ved at blive bygget inde i hovedet:
»Vesten får skyld for alle dårligdomme i de russiske medier og folkemunde, og rektor på Sankt Petersborgs Universitet har skrevet til alle lærere og professorer, at fra nu af skal alle deres publikationer i udlandet og alle foredrag på udenlandske konferencer tillades af universitetets rektorat. For der kan blive tale om tyveri af intellektuel ejendom!«.
Ved at komme til hægterne
Tilbage til litteraturen: Oplagstallene for detektivromaner/krimier er faldet, siger Sorokin.
Ganske vist fra et meget højt niveau: »... de folk har tjent millioner!«. Men interessen for seriøs litteratur er steget.
»Ungdommen læser og ser film. Men Rusland er ikke et filmland; det er et litteraturland. Vores liv er litterært – i USA er det filmisk. Vores land ser ikke godt ud på billeder; det er faktisk ofte temmelig grimt – og film afhænger af tiltrækkende billeder. Det groteske og det hæslige kan man ikke holde ud ret længe«.
Hvad mener De, når De siger »seriøs litteratur«?
»Jeg mener litteratur, der ikke kun er skrevet for pengenes skyld. Jeg tror, den litterære proces i Rusland er ved at komme til hægterne. Boghandlerne er fulde af folk, og de er parate til at læse om hvad som helst. Også om Tjetjenien, selv om der er skrevet meget lidt om det. Om nogle år vil den russiske litteratur igen få vægt«.
VLADIMIR SOROKIN
Vladimir Sorokin er født i 1955 og uddannet ingeniør inden for olie og gas. Arbejdede i 1970’erne som bogillustrator og -formgiver. Han er en af Ruslands mest populære og omstridte nulevende forfattere. ’En opritjniks dag’ er Vladimir Sorokins 12. bog, siden han i 1985 på et emigrantforlag i Paris udgav den postmoderne roman ’Køen’, der var forbudt i Sovjetunionen, så længe samme Sovjetunion eksisterede. Siden ’En opritjniks dag’ udkom på russisk i 2006, har Sorokin udgivet endnu to romaner hjemme i Moskva.
AF MARIE TETZLAFF